Aarhus portrættet:
ØSTEN: "Se mig, før jeg glemmer, hvem jeg er"
TEKST: Johanne Overgaard Madsen & Casper Brock
FOTO: Signe Bech Søholt
Kultur | 03/04/2025 | 11. udgave
Med debutsinglen “Regn” og udnævnelsen til P3’s Uundgåelige har Østen markeret sig som et af tidens nye navne på den danske musikscene. Den 26-årige kunstner har gjort det med en lyrik, der giver en følelse af at blive knuget i detaljen, når han sætter ord på emner som depression, familieforhold og den rastløshed, man kan opleve som ungt menneske.
Aarhus-portrættet
Sort som asfalt, koldt som stål
Til daylight rammer dig bag din' blå
Håbet falder fra din mund
Som du sidder der i morgensol og græder uden grund
“Alt Jeg Ikke Vil Være”
I et lydstudie i København står der en lysterapilampe – daylight.
“Det er ret absurd at lave en lampe, der imiterer solen. Det er en stor ting at ville imitere med noget så småt."
Lampen er Østen Fage Christoffersens. Og på trods af absurditeten er “Daylight” også blevet titlen på det debutalbum, han udkom med sidste oktober.
Lampen har fulgt ham gennem mange år. Gennem en forviklet opvækst. Og gennem en følelsesbåret, kaotisk ungdom. Den er for ham blevet et symbol på, at man her i livet nogle gange bare må nøjes med det næstbedste.
Morgensolen vender rundt på døgnet, brænder tanker, holder regnen væk
Venter på at glem' det intense i dine øjne, for det' bar' et blik
Stoler ik' på tanker, så jeg prøver på at glem' dem, men jeg kan ik'
“Regn”
Det er givetvis ikke nemt at sætte ord på en sådan tilværelse. Eller på de følelser, som kan forstærke, fortære eller overvælte den. At lade kernen i de relationer, der kan slå knuder, eksistere. Alligevel er det netop dét, der for Østen lader til at have braget ham gennem den tekstuelle lydmur. At tillade sig selv at se indad. At holde det ægte. At glemme idéen om at kunne snyde de mennesker, der lytter med.
Du siger du håber jeg er voksen, før du skal væk
Du ryster hænder når du smiler
Mens du kradser dine tårer af dit ansigt
“Sang Til Min Mor”
Regn på papir
Tre år før udgivelsen af “Daylight” kørte Østen gennem de svenske skove. Her skulle han samle gammel ammunition og våben. Mest af alt for at tjene penge. Og komme væk fra alt det derhjemme.
“De sidste år i mit liv havde været ret intense. Jeg trængte til at se det hele på afstand,” fortæller han selv.
“Jeg var meget alene deroppe, og i stilheden var der en tvang til at se indad.”
Mange af hans aftener gik med at gå. Og gå. Og gå. Men han havde også købt en mikrofon. Ikke en god en af slagsen, men en af de billige, som ikke kunne så meget andet end lige præcis det, han skulle bruge den til.
Og her begyndte det. I de rå timer af lange hotelaftener blev ord sat på papir – i stilheden.
Og i mørket blev de ført fra papir til mikrofon, for derefter at blive testlyttet fra arbejdsbilens højtalere i dagtimerne.
Sådan skrev og indspillede Østen sangen “Regn”. Sådan blev en billig mikrofon vejen til P3’s Uundgåelige.
“I dag kan jeg godt høre, hvor skraldet vokalindspilningen lyder, men det er fandme ægte,” griner Østen.
Siden “Regn” blev udnævnt til P3’s Uundgåelige, er den selvreflekterende kunstners liv blevet vendt op og ned. Han voksede op i en lille lejlighed på Trøjborg med sin mor og lillebror. Det var et hjem med kærlighed, men Østen oplevede sin opvækst og vejen til den, han er i dag, som kompleks.
Jeg har en kniv i min baglomme
Og du spørger, om jeg har det godt
“Sang Til Min Far”
Sårbarhed bag skjold
For jeg har båret mig selv, klaret mig selv, stået her og råbt om hjælp
Så når du spørger mig, om jeg har det godt
Tror jeg det' bedre, at du spørger dig selv”
“Sang Til Min Far”
Som 13-årig ville Østen gerne kunne klare sig selv.
Formet af en skoletid, hvor G-Star og matchende fodboldnøgleringe udgjorde indkapslende grupperinger, følte den unge dreng sig udenfor. Og selvom han med en G-Star t-shirt forsøgte at passe ind, var der hverken penge nok eller en rigtig følelse knyttet til forsøget.
I stedet husker han, hvordan hans dengang bedste ven introducerede ham for en kultur, der muliggjorde en mere rå tilgang til en skolegård, som ellers bar præg af fodbold og popkultur. Modbevægelsen til noget ellers etableret. Hiphoppen.
“I hiphoppen fandt jeg et skjold, jeg kunne sætte op. Et skjold, der skabte et større rum om mig og gjorde det sværere at trænge ind til mig. Det var virkelig noget, jeg havde brug for de år. Det gav mig en ro.”
Og i idealiseringen af hårdheden begyndte han at rappe. Det gav ham et sprog. Og i forlængelse af det også en indsigt. De folk, der omgav ham, og - ligesom ham - byggede skjold, gjorde det alle af en årsag.
I en verden, hvor han selv husker absurditeten i, at gamle damer pludseligt var bange for ham, når han ventede på samme bus som dem, fandt han også en blødhed. Og for den 13-årige dreng skabte det grobund for en erkendelse af relationens værdi.
“Der var så meget sårbarhed og kærlighed, fordi folk bare var mere sårbare, og fordi vi alle søgte ind i kulturen for at søge væk fra noget andet,” fortæller han.
“Fra min opvækst udsprang et narrativ om, at jeg skulle klare mig selv – at man som dreng skulle klare sig selv. Og man kan godt klare sig selv, men hvad fanden er der ved det? Vi er fuldstændig afhængige af hinanden. Det er nok det, der er blevet det vigtigste for mig.”
Du spørger hvem jeg er
Jeg svarer dig med lukkede øjne
Som du sidder dеr i månelys og fryser i din sommerkjolе
Jeg siger jeg ikke ved hvem du er, før jeg ser dig uden tøj på
Så du lægger dig og flyder til søen bryder og holder om din nøgne krop
“Koldt Vand”
Egen virkelighed i fælles rum
Netop relationens værdi knuges sårbart i teksterne. Med sange til sin mor, til sin far og med fortællinger knyttet til dem omkring ham, er Østen derfor også meget opmærksom på, at han fortæller bidder af en virkelighed af relationer, som den anden part ikke har sagt højt. At han deler fælles historier ud fra kun sin egen virkelighed.
På sin vis har det at udgive musikken også været skræmmende for kunstneren, og respekten for disse relationer er udtalt i betænkningstiden før hans svar.
“Det var noiern. Jeg havde fortalt dem, der er omkring mig, om det. Og snakket med dem om, at teksterne jo er ærlige - men at de kun er ærlige for mig. Det er jo et stort ansvar at påtage sig.”
Alligevel er musikken hans enerum. Et rum, der gennem personlige livsglimt kan virke fremmed for lytteren og alligevel spejle det, vi alle føler, men måske ikke selv forstår.
For Østen selv rummer hans tekster også udsnit af oplevelser, som ikke behøver være mere end det, de er. De ord, han har ladet dem være. Udsnit af de komplicerede relationer, man kan være rundet af, og de krøllede tanker, der følger med. Historier, som ikke nødvendigvis behøver at blive uddybet.
“Folk lægger ikke nødvendigvis den samme mening i mine ord, som jeg gør. Sangene har ikke en bestemt sandhed. De har forskellige historier afhængig af, hvem der hører dem. Nogle gange skal en sang også bare have lov til at være det, den er. Det, synes jeg, at der er noget fint i.”
Uhyggeligt og rørende
Mens “Daylight” blev skrevet som nomade mellem Sverige, Aarhus og København, er det hele gået meget stærkt.
De aarhusianske rødder er blevet revet op, og på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København forenes nu kunsten at producere med dét at skrive og performe.
At udgive noget, der afspejler en selv så meget, har været det mest uhyggelige i hele processen, fortæller Østen. Men det giver mening at gøre det. Fordi det bryder med en kultur, hvor vi skal klare os selv. Fordi det at dele muliggør, at vi kan spejle os i hinanden.
“At stå til en koncert og være så synkroniseret i at føle noget på én gang - det har virkelig været det rørende for mig.”
Når du ser på mig
Ser du ikke hvem jeg er
Men du ser hvem jeg ønsker at være
Se mig før jeg glemmer hvem jeg er
“Se Mig Før Jeg Glemmer Hvem Jeg er”
SEKS HURTIGE
Hvor drikker du din øl i Aarhus?
Det gør jeg på Peder Wessel eller LeCoq. Det fede ved Aarhus er, at det er en lille storby. Jeg tror sgu ikke, at jeg kan tage på LeCoq uden at møde nogen, jeg kender. Jeg tror mange har det sådan med Aarhus og steder i byen.
Hvad betyder Aarhus for dig?
Hjem. Helt simpelt. Jeg føler ikke nogen connection til en bestemt lejlighed eller sted, men når jeg kører ind i Aarhus, så føler jeg mig hjemme. Jeg savner og elsker Aarhus, selvom jeg synes, at det er godt at komme lidt væk fra den by, som man er vokset op i. Jeg tror, at jeg engang skal tilbage og blive gammel i Aarhus.
Hvad vil du anbefale en person, som lige er kommet til Aarhus for at se byen for første gang?
Tage på Volume og se en koncert eller tage en tur i Latinerkvarteret en fredag aften. Aarhus har stadig den ting, at der kun er ét “centrum” eller midtby. Her kender folk hinanden. Det gør det helt specielt. Derudover skal man have filterkaffe på “Druden” og en fiskefrikadelle hos Clausens.
Hvad er dit yndlingssted i Aarhus?
Det må være Riis Skov, hvor der er en lysning. Eller, der er flere, men der er en specifik, som jeg tænker på. Der kan man sidde på en bænk og se hele vejen til Mors. Jeg gik derned som teenager, når jeg skulle bruge ro til at tænke mig om. Der er ikke nogen steder i København, som kommer i nærheden af at kunne det samme. Der er noget specielt ved, hvordan træerne står lige der.
Hvad er det, Aarhus kan, som andre byer ikke kan?
Det er en lille storby. Folk er nede på jorden og kender hinanden. Der er masser af unge i byen, og derfor er det bare en fed by at være ung i.
Hvis du skulle lave en sang med en anden kunstner, levende eller død, hvem skulle det så være og hvorfor?
Der er mange, jeg gerne vil lave musik med. Lea Eydbjørg, som bl.a. har lavet sangen “Blå nætter”. Hun er virkelig dygtig. Ellers skulle det være med Karoline Funder, Sivas, Povl Dissing eller Bon Iver. Der er mange flere end det, men det må være nogle af dem.