Mathilde gemte sin passion i et år. Nu svæver hun ni meter over jorden
Tekst: Sara Kaare & Molli Balling-Hauge
Foto: Karla Ellingsøe Juhl
Liv | 03/04/25 | 11. udgave
Ved du, hvad den stille pige i din klasse laver i sin fritid? På 13-årige Mathilde Lindharts gamle skole vidste ingen, hvad hun brugte sin tid på, og svaret ville sandsynligvis have overrasket dem. Ni timer om ugen svinger hun sig nemlig i blåt stof. Ni meter over jorden. I Cirkus Tværs. Cirkuskunsten har givet hende et vigtigt fællesskab og en mulighed for at vise andre, hvem hun er.
“Nej nej, den anden fod!” råber et barn, mens en anden begejstret udbryder: “She’s Superman!”
Alle øjne er på 13-årige Mathilde Lindhart. Højt over gulvet, svøbt i to lange, kongeblå stofbaner, hejser hun sig opad. Som en edderkop vikler hun stoffet om mave og fødder i en labyrint af knob, der holder hende svævende. Fra den anden side af lokalet, en rummelig hal med højt til loftet, lyder en ældre stemme: “Mathilde, skal du have en hånd?”
Forpustet ryster hun på hovedet. Nej tak.
De øvrige børn i lokalet vender tilbage til deres egne aktiviteter. Kegler, risbolde og diabolo flyver rundt i luften, og småsnakken genoptages - men der en fælles opmærksomhed. En dreng stopper med at jonglere, da Mathilde er nået helt op til loftet. Blikkene kommer tilbage.
Hun giver slip.
Et sug går gennem tilskuerne, da hun falder – hurtigt, frit – før stoffet griber hende i sidste øjeblik. Hun har jo styr på det. Træneren, Rami, ler og siger jokende, at han nogle gange bare lukker øjnene og håber på det bedste, når Mathilde træner. Han har holdt øje med hende i halvandet år nu: tre gange om ugen, tre timer ad gangen i Cirkus Tværs. For i stoffet har hun fundet sit element.
Den stille pige i klassen
I sin gamle klasse fylder Mathilde ikke meget. Hun holder sig i baggrunden, taler sjældent, og når hun endelig gør, er der ingen, der lytter. Klassekammeraterne er optagede af deres egne kampe – små skænderier, der splitter pigerne i grupper, hvor man er nødt til at vælge side. Mathilde vælger ikke side. I stedet glider hun langsomt i baggrunden, hvor hun er i sikkerhed.
“Jeg var den stille type. Jeg var bange for alt muligt. Den mindste ting. At nogen ville drille mig. Så jeg blev stille. Så kunne de ikke sige noget,” fortæller hun.
Hvad får den stille pige i klassen til at søge mod cirkus af alle ting? Svaret findes faktisk på skolen. Hendes daværende lærer anbefalede en cirkuscamp, og fordi Mathilde så op til hende, måtte det være værd at prøve. Mathilde tager afsted med sin familie, og særligt én oplevelse på opholdet gør indtryk på hende:
“Vi spiste frokost en dag, og så er der lige pludselig en eller anden køkkendreng, som sætter sig op på en ethjulet cykel. Han begynder at hoppe rundt på den og køre baglæns. Jeg var sådan: ‘Whaaat, det gad jeg godt lære!’”
Hun ser de forskellige cirkusaktiviteter som en slags skjulte talenter og bliver fascineret af ideen om at lave noget “unormalt” – noget, der skiller sig ud og vækker fascination. Som mange måske kender, men kun få faktisk kan.
Efter sommeropholdet er Mathilde slet ikke i tvivl – hun må finde et sted at fortsætte. Hun opdager Cirkus Tværs, og fra første prøvedag, ved hun, at hun er havnet det rigtige sted. Her får hun et frirum til at udfordre sig selv og vokse, omgivet af et fællesskab, hvor alle bliver set, hørt og løftet. Hendes nysgerrighed for stoffet - eller aerial silks, som disciplinen også kaldes - vokser hurtigt til et egentligt talent.
Et skift er på vej
Jo mindre plads, hun tager i skolen, jo mere tager hun i cirkusset. Om eftermiddagen, når hun sidder i bussen på vej til træning, forsvinder følelsen af at være forkert. Glæden bobler i maven, hver gang hun træder ind i hallen, og duften af gummi og halvstøvede madrasser fylder næseborene. Men næste morgen, når hun står i klasselokalet, er den tilbage. Og ingen må vide det. I et helt år går hun til cirkus uden at sige det til nogen. Når klassekammeraterne spørger, hvad hun laver i sin fritid, svarer hun kort: svømning. Hun tør ikke fortælle dem om de mange timer, hun bruger på at svinge sig i de lange stofbaner under loftet. For hvad nu, hvis de griner? Eller de ikke forstår det?
“Jeg kunne ikke holde ud, at der ikke var nogen, der vidste noget om mig. At jeg ikke kunne være mig selv,” fortæller hun.
Skolen tilbyder hende terapi, og hver torsdag i spisefrikvarteret sidder hun over for sin klasselærer og fortæller, hvordan hun har det. Men det hjælper ikke. Tværtimod gør det nærmest bare situationen værre, for hun bliver hele tiden mindet om, at der er noget i vejen. En dag går det op for hende:
“Jeg kunne virkelig være mig selv i cirkus, men aldrig i klassen. Jeg fandt ud af, at det er meget bedre at være et sted, hvor man rent faktisk kan være sig selv.”
Og så skifter hun skole.
På den nye steinerskole er hendes klassekammerater imødekommende og, som hun selv siger, skøre. På den helt rigtige måde. De er nysgerrige på hendes cirkusverden, og flere har allerede siddet blandt publikum og set hende optræde. Den selvsikkerhed, hun har fundet i cirkus, følger hende nu overalt – også i hendes nye klasse.
Fra sceneskræk til selvtillid
Fire gange om året åbner Cirkus Tværs dørene for familie, venner og nysgerrige sjæle, der kan opleve forestillingerne helt gratis. Det er nervepirrende, lige før man skal på, siger Mathilde. Der er alt muligt, der kan gå galt. Musikken kan gå i stå. Man kan glemme, hvad man skal. Men når hun endelig træder frem i lyset, forsvinder tvivlen.
“Det er virkelig, virkelig dejligt at stå på scenen. Jeg kan jo virkelig fortælle en historie med stof. Især når jeg optræder, kan jeg udtrykke mig selv,” forklarer hun.
Faktisk har forestillingerne været lidt af en gamechanger for hendes selvtillid. “Jeg tør rent faktisk vise, hvem jeg er, og jeg tør tale foran en masse mennesker. Det kunne jeg slet ikke for et år siden. Der havde jeg mega meget sceneskræk.”
Et særligt fællesskab
Tilbage i Cirkus Tværs er Mathilde kravlet op i stoffet igen. Hun øver et nyt trick, og Jorin på 10 år holder skarpt øje med, hvad hun laver. “Nej nej nej, den anden vej rundt,” råber han, mens han vifter med armene, som en lille landstræner. “Nej, det er helt forkert!”
I sommer flyttede Jorin til Danmark med sin tyske familie. Han er den eneste anden i Cirkus Tværs med lige så stor passion for stof som Mathilde, og de har udviklet et stærkt venskab. Jorin jager hende ned og klatrer selv op i stoffet. Han udfører hurtigt de dele af tricket, som Mathilde allerede mestrer, og sænker så tempoet for at demonstrere, hvad hun skulle have gjort anderledes.
De er i gang med at træne op til næste forestilling 10. april. Mathilde foretrækker egentlig at optræde alene, men hun gør gerne en undtagelse for Jorin – for venskabet med ham er noget helt særligt.
“Det er meget sjovt at være sammen med ham. Han spæner rundt og laver alt muligt,” siger hun.
Jorin kommer ned fra stoffet, og de diskuterer lidt, før de finder en telefon frem, stiller sig helt tæt og kigger på en YouTube-video.
Allerede fra første dag vidste Mathilde, at hun ville være hans ven.
“Han kom fra et nyt land, med et nyt sprog, og var lige flyttet. Jeg havde lyst til at hjælpe ham.”
For nu er det hendes tur til at give videre af den støtte, hun selv modtog, da hun var ny.
“Dengang blev jeg hjulpet. Så nu skal jeg også hjælpe nogle andre.”
Faktaboks om Cirkus Tværs
Cirkus Tværs er et internationalt børne- og ungdomscirkus beliggende i Gellerup ved Aarhus. Det blev grundlagt i 1986 og fungerer som et gratis fritidstilbud, hvor børn og unge kan prøve kræfter med discipliner som jonglering, ethjulet cykel, trapez og akrobatik.
De bruger cirkuskunsten som pædagogisk redskab til at styrke fællesskab og personlig udvikling. Tidligere havde det et særligt fokus på integration af drenge med anden etnisk baggrund, men i dag består flertallet af danske piger.