Hærværk eller hyldest?
TEKST: Marcus Bladt Hansen & Thomas Lykke Bundgaard
Foto: Sarah My Leonora Kia
Samfund | 03/04/2025 | 11. udgave
I løbet af de seneste år har synet på graffiti og street art ændret sig fra at være noget magtkritisk og råt, til at Hr. og Fru Danmark nu står i kø for at tage på Street Art Tours rundt i Aarhus.
Tendens spørger graffitikunstner Båtnak og street art-kunstner Mikkel Jessen om nerven stadig findes, når pengene har sneget sig ind i miljøet. For hvordan bevarer man graffitiens ånd, når det er kommunen, der betaler?
Vi møder graffitikunstneren Båtnak udenfor Ungdomskulturhusets røde murstensvægge. Han er blå i hovedet fra en sprunget spraydåse, og han er i gang med at male en af sine “båtnakker”. Få meter derfra sidder hans venner fra kunstfællesskabet Find Selv Ud. De skal have møde om lidt og forbereder sig ved at drikke Riesling fra flasken og ryge hjemmerullede smøger på bordbænkesættet.
Dagen efter møder vi street art-kunstneren Mikkel Jessen i Paradisgade udenfor sin gamle baggård. Han kommer et par minutter før tid og står og beundrer de nye tags, der er blevet smidt op på muren. Han tager smilende imod os og fører os høfligt gennem porten til baggården, hvor det hele startede. Væggene er prydet med hundredvis af farverige karakterer, han har malet for sin udlejer.
De to mænd har en del til fælles. De har begge maling på tøjet. De har begge sagt deres job op til fordel for kunsten. Og de nærer begge en ubetinget kærlighed til spraydåsen. Men herfra stopper lighederne også. De repræsenterer nemlig to forskellige afdelinger af gadekunsten.
“Tak til kommunen!”
Båtnak er graffitikunstner, og navnet “Båtnak” kommer af hans signaturmotiv: Et fabeldyr i skiftende farver.
“Det passer supergodt til mig, det navn der, fordi jeg er så båtnakket og tager så mange båtnakkede beslutninger, som for eksempel at sige mit job op.”
Indtil Båtnak for et år siden fik nok, arbejdede han som bygningsmaler. Han sagde op, da stemningen i håndværkerbranchen aldrig har passet ham godt, og at han bare var blevet “fucking træt af det.”
En stor del af Båtnaks budget går på spraydåserne, der bor i en lyserød Bratz-taske. Siden han sagde sit job op, har Båtnak klaret sig på kommunale ydelser. For graffitipassionen er endnu ikke en indtægtskilde. Tværtimod.
“Det er også en båtnakket beslutning, at jeg nu skal leve af at male graffiti. Det er jo ren udgift, viser det sig. Det kan du ikke betale husleje med... men tak til kommunen!”
Mikkel Jessen takker også kommunen, men af helt andre grunde. Han laver nemlig bestillingsarbejde, nogle gange direkte bestilt af Aarhus Kommune. Modsat Båtnak maler Mikkel Jessen næsten udelukkende mod betaling. Det har han gjort helt fra begyndelsen.
“Jeg tegnede den her pingvin med en fiskestang. Så ringede jeg til min udlejer, Hans, og sagde: ‘Hans, må jeg male den her baggård for 1000 kr.?’ Og så sagde han ja. Han vidste så ikke, at malingen kun var 300 kr., så det var jo 700 kr. lige ned i lommen. Og så kunne jeg få havregryn og sødmælk, og det er jo heldigvis min livret,” fortæller Mikkel Jessen.
Gennem forbundet FOF, der blandt andet tilbyder kulturelle arrangementer og forskellige former for undervisning, har Mikkel Jessen organiseret en række Street Art Tours rundt i Aarhus, hvor han viser folk en helt ny side af byen. Over tid blev Mikkel nødt til at afholde flere og flere tours for at imødekomme den pludseligt store efterspørgsel.
(U)populært
Interessen fra offentligheden har ikke altid været positiv. I starten af 1970’erne indledte borgmesteren i graffitiens fødeby, New York, den såkaldte War on Graffiti. Over de næste 18 år endte det med at koste svimlende 300 mio. dollars at holde byen ”clean”.
Det står i skarp kontrast til, hvordan kommunerne nu betaler kunstnere for at male steder, der før var “clean.” Mikkel Jessen peger også på en helt bestemt verdenskendt kunstner, når han skal prøve at beskrive udviklingen.
”Banksy er jo et af bindeleddene mellem graffiti og street art, fordi han kom fra graffiti-delen. Han blev så bare det, han ikke havde lyst til at blive og endte med at tage graffiti-aspektet og gøre det så kommercielt, det overhovedet kan blive. Da han begyndte, kunne han jo ikke male i fred. Der kom politiet hver eneste gang, og folk ringede ind og brokkede sig. Sådan var det også herhjemme. Nu når jeg står med spraymaling på gaden, så synes folk, det er for fedt og giver mig highfives,” siger Mikkel Jessen.
FAKTABOKS: FORSKELLEN PÅ GRAFFITI OG STREET ART
Graffiti: Opstod i New York City i 1960’erne som kommunikation fra graffitimaler til graffitimaler. Det er med fokus på tags (skrive sit navn), indeholder sjældent budskaber og er ofte på kant med loven.
Street Art: Udspringer af graffitien. Det er kommunikation fra street art-kunstner til beskueren. Det er med fokus på motiver, indeholder ofte budskaber og er på kant med loven, hvis der males uden tilladelse.
Men samtidig med at street art bliver mere og mere offentligt accepteret, hvilket Mikkel Jessens udsolgte Street Art Tours illustrerer, er det klassiske graffitimiljø stadig det sorte får.
Når gavlmalerier bliver opført, mødes det med applaus fra befolkningen, men når et IC3-tog eller en facade bliver dækket af tags og throw-ups, bliver politiet tilkaldt og gerningsmænd straffet med bøder eller fængsling. Der eksisterer altså en form for dissonans mellem de to kunstformer. Hvor Mikkel Jessen er en del af den stuerene gadekunst, placerer Båtnak sig mere i en gråzone:
“Jeg maler ikke sådan rigtigt ulovligt. Altså... det kan jeg ikke rigtig overskue konsekvenserne af. Jeg har aldrig malet på siden af et tog. Jeg laver mest min Båtnak.”
Mikkel Jessen har aldrig selv været en del af miljøet, men besidder en dyb respekt for det.
“Graffiti er jo ikke min kultur, men jeg synes, det er så fedt, alt det der foregår omkring det. Hvordan street arten er udsprunget af graffitien. Hvert eneste nedløbsrør, hver eneste eltavle eller -box, er der noget på. Det er overalt.”
Solgt ud?
I graffiti-verdenen lever en fortælling om, at man som betalt street artist ikke er autentisk. At man har opgivet sin sjæl for at få lov til at tjene penge på det i stedet for at lave det undergrund. At man har solgt ud.
“Hvis man er vokset op som en hardcore graffitidreng og har malet siden 80'erne, så er det jo ligesom den tanke, man har omkring det. Vi har jo også bare nogle paradigmer, vi følger, alt efter hvornår vi er født,” fortæller Mikkel Jessen.
Mikkel er derfor udmærket klar over, at der er folk derude, der forholder sig kritisk til, at han maler for penge. For ham er alternativet bare værre.
“Jeg ved, at der er nogle graffitimalere, der kan ikke lide street art, fordi det er kommercielt. Men hvis jeg ville leve fedt og gøre noget kommercielt, så havde jeg valgt at blive IT-programmør i stedet for at gå kunstvejen.”
Båtnak er ikke i tvivl om, at street art også er kunst og bifalder, at man kan leve af at male. Alligevel kan han ikke lægge skjul på sin kærlighed til old school graffiti.
“Jeg synes, det er vildt fede ting, de laver, men det er jo bare noget andet end oprindelig graffiti. Ægte graffiti kan man ikke tage plads fra. Det er det vilde vesten. De holder det meget autentisk og tager ikke hensyn til, hvad fuck andre tænker om det - de gør det for dem selv.”
Kritikken lyder ofte på, at der mangler nerve i tingene, når der kommer penge ind i billedet. Mikkel Jessen mener også, at der er nerve bag sine værker, selvom han indrømmer, at sine budskaber kan være sværere at tyde, end når graffitimalerne kommunikerer bramfrit.
“Jeg tror ikke, der er noget, der kan slå ‘krig er for tabere’ eller ‘Fuck Putin’ eller sådan nogle ting, der er skrevet for tiden rundt omkring. Det kan jeg jo aldrig slå, fordi det kan folk forstå det sekund, de ser det. Jeg vil dog sige, at når folk går forbi mine ting, så er der nogle, der stopper op og kigger. Mine ting har måske ikke lige så meget nerve som et direkte budskab på en væg. Men den er der, hvis du leder lidt.”
Begge dage, da snakken er ved at nå sin afslutning, spørger vi de to kunstnere, hvordan de selv differentierer imellem graffiti og street art. Både Båtnak og Mikkel Jessen har lidt svært ved at skelne præcist mellem de forskellige former for gadekunst. Men de har hver deres forklaring på, hvor grænsen går. ”
Politiet kalder mine ting for graffiti, når de kommer forbi. Jeg kalder det jo street art, fordi jeg altid maler med tilladelser,” fortæller Mikkel Jessen.
Båtnak tygger lidt på spørgsmålet, før det kommer til ham:
“Det kan være, forskellen er, at street art synes normale mennesker også er fedt.”