Et kar med nektar holder Peter Aalbæk i live
Tekst: Mads Walter Friis Nielsen og Lasse Vrist
Foto: Benedicte Ramfjord
Samfund | 03/04/2025 | 11. udgave
“Festen”, “Jagten” og “En kongelig affære” er alle skabt af Peter Aalbæks Zentropa.
De var i årtier førende indenfor dansk film. Alligevel har han hele livet trivedes bedst i opposition. Først mod autoriteterne i sin barndom, siden mod kultureliten, filmbranchen og MeToo. Nu er han i gang med sit sidste store opgør: Bjergby. En landsby, hvor han selv sætter reglerne.
Hver aften beder Peter Aalbæk en bøn. Han beder ikke om sine synders forladelse. Det kalder han usselt. De gange, han har været døende – og det har været en håndfuld – har han ikke bedt for sit eget liv.
”For helvede, hvis der er en stor krukke med otte milliarder lodsedler, og du trækker en, der hedder Danmark, filmproducent og familiefar, hvor heldig er du så? Jeg har fået i hoved og røv, så der er ingen rimelighed i, at Gud skulle spilde tiden med at gøre noget for mig.”
Peter Aalbæk er privilegeret. Han fik sin seksuelle debut efter p-pillen og før AIDS. Det var ikke kedeligt, skulle han hilse og sige. Han har levet gennem økonomiske opgangstider, og hver dag ser han jævnaldrende hive 3.000 kroner hjem i værdistigninger. Det er ”fuldstændigt knaldhamrende urimeligt.”
Det kræver et opgør. Det kan han satme love dig. Når Peter Aalbæk er sammen med sine fordrukne, jævnaldrende venner, sidder de alle sammen og tuder, fordi livet er gået forbi dem. Han ville ønske, at de gik ud og gjorde noget i stedet for at drikke en flaske vin til 450 kroner.
”Det er et historisk røveri, min generation har eksekveret. På trods af, at vi alle sammen var socialister og ville redde verden, så skammer vi os ikke. Det er en del af fortællingen om Bjergby. Når jeg har været så forkælet, så har jeg en pligt til at forsøge at kompensere lidt.”
Derfor bygger han en selvforsynende landsby. Bjergby. Lige nu består den af en håndfuld huse beboet af 30 mennesker. Sådan skal det ikke være på sigt. Køge Kommune har investeret i projektet og godkendt helhedsplanen. Hvis alt går som planlagt, starter byggeriet til efteråret, og så skal 30 borgere blive knap 4.000 fordelt på 1.200 boliger.
I dag har Peter Aalbæk tøj på
Da Peter Aalbæk modtog interviewforespørgslen, gik der et minut, før han svarede: ”Bare kom an.” Nu serverer han kaffe på terrassen foran villaen i Bjergby.
I bunden af haven går hans kone og ordner bedene. Hans datter og hendes kæreste arbejder med en lille gravko, mens deres kat lunter forbi med en død mus i munden. Rundt i haven ligger en rød legemotorcykel og en mooncar forladt af børnebørn. En ro har sænket sig over Bjergby.
I 2017 var Peter Aalbæk ellers i noget af et stormvejr. Tidligere ansatte i Zentropa fortalte, hvordan han havde smækket dem i numsen. Til en julefrokost skulle han foran hele firmaet have stukket en mikrofon op under en kvindelig ansats kjole og råbt: “Hør, fissen kan tale.” Mere eksplicit skulle Peter Aalbæk til et møde have smidt bukserne og lavet “helikopteren”.
I dag har Peter Aalbæk tøj på. Han smækker benene op på bordet, så man kan se arbejdsbukserne og Airtox-skoene. I hånden har han en lille kniv, som sirligt snitter en lang stribe langs en kartoffels ryg, hvorefter han piller skindet af. Processen gentager sig igen og igen. Sådan sidder han i haven – omgivet af familie - og fortæller om, hvordan han skulle “tage den i røven” og “sutte den op fra slap” i Zentropas spæde år.
Ordene har knap nok forladt munden, før den lukkes i et smil som en 12-årig, der lige har skrevet “pik” på klassetavlen. Peter Aalbæk vil provokere og stikke fingeren ind, hvor det gør ondt.
På hovedet bærer Peter Aalbæk en kasket med teksten “Danskerne Først” fra Dansk Folkeparti. Den er et værktøj i etableringen af Bjergbys værdier. Her skal man kunne tåle, at naboen kan være en politisk modstander.
Langskæggede hippier og DF-kasketter
Peter Aalbæk har i bedste Zentropa-stil opsat et dogme, hvor 20 procent af byens tilflyttere skal stemme DF eller Nye Borgerlige.
Venstrefløjssympatisører og hippier vil hans selvforsynende samfund tiltrække helt af sig selv.
Her skal kasketten symbolisere, at alle er velkomne, så længe de kan acceptere andre holdninger.
”Man skal slå flapperne ud og prøve at lytte til, hvad hinanden siger i stedet for at hive krucifikser og hvidløg frem, når man bliver præsenteret for nogle radikalt anderledes synspunkter, end man selv besidder.”
Peter Aalbæk peger ud på en mark, hvor to børn løber og leger.
”Det er Jens og Bosse. De er børn af de her unge mænd med det lange skæg og kvinderne med pandehåret, som er klippet lige over. Det er fedt at bo sammen med sådan nogle, selvom vi er fra hver vores planet. De har vænnet sig til mig, og jeg har vænnet mig til dem.’’
Kærligt kaos
Peter Aalbæk beskriver sin egen barndom som en italiensk opera.
“Det var et hysterisk kaos. Et kærligt kaos. Det var råben, skrigen, kærlighed og kys.”
Faren var borgerlig præst, mens moren var ‘’rygende anarkist’’.
Særligt det anarkistiske livssyn har formet Peter Aalbæk.
I folkeskoleårene tropper han fra tid til anden op til undervisning i kjole og hvidt, som er han på vej til banket hos Dronningen. Han er mest komfortabel i rollen som klassens klovn.
Det medfører tæsk med spanskrør, utallige lussinger og flere eftersidninger, men når Peter Aalbæk kommer hjem med blå mærker, bliver han rost af sin antiautoritære mor.
‘’Jeg blev nærmest belønnet for at få eftersidninger i skolen. At trodse autoriteter var hendes gave til mig, som har givet mig nogle ridser i lakken siden.”
Otte leverpostejmadder
Peter Aalbæk elsker alt sit kvajeri. Han elsker alle fejltagelserne. Han elsker alle de afveje, han i sin dumhed fører sig selv på.
De afveje førte ham i 1983 ind på Den Danske Filmskole. Her møder han for første gang kultureliten.
Det er overstimulerede overklasseunger, der får 100 kroner med af forældrene til at købe bulgur i kantinen, mens Peter Aalbæk spiser sine otte halve leverpostejmadder. De går i punk-tøj og er rasende, mens provinsielle Peter Aalbæk går i hjemmestrikkede sweatre og er glad.
Han kan konstatere på deres efternavne, at de har en onkel eller tante, som sidder på en magtfuld post hos Danmarks Radio. De kan en masse fine ord og har alle de rigtige holdninger. Værst af alt taler de frit og med stor selvsikkerhed.
“Det kunne jeg ikke. Der opstod en misundelse og en afsky for den etablerede og kreative klasse.”
Peter Aalbæk nægter at tage en plads hos Danmarks Radio eller Nordisk Film, selvom han får det tilbudt. I stedet starter han sit eget filmselskab, sælger 59 biografbilletter til den første film og kører det hele i sænk. Selskabet går konkurs.
Cappuccinoflugt
Kort efter møder Peter Aalbæk Lars von Trier, som var lige så åndsvag som ham. Ingen ville have noget med de to udskud at gøre, og så måtte de starte deres eget. Zentropa. Efter tre år er de blandt de største filmselskaber i Skandinavien og stamgæster i Cannes.
“Så kunne vi have faldet til patten og sat os på caféerne og tyret cappuccinoer sammen med resten af den kulturelle elite, men jeg var ved at spy af det. Jeg skulle væk. Jeg beslutter, at vi skal finde ud af, hvor eliten mindst ville være.”
Det sted hed Avedøre. “En betonby med 25 procent indvandrere og sociale klienter”. Du kan ifølge Peter Aalbæk ikke finde et mere uattraktivt sted i 90’erne. Derfor rykker han hele toppen af poppen ud til “fucking Avedøre” i en forladt kaserne.
Her skaber han en kultur, hvor de vælter rundt i bar røv, mens det københavnske spidsborgerskab spiser skaldyr på fine restauranter:
“Jeg har gerne bevæget mig i de cirkler og malket dem for nogle dollars, men jeg vil kraftedme ikke sidde sammen med dem, æde de lede skadedyr og drikke en flaske Meursault.”
Flere af medarbejderne kalder Peter Aalbæks ledelsesstil for “uoplyst enevælde’’. Han har ingen bestyrelse. Tingene kører efter hans hoved. Selv kalder han sig en “bastant direktør”.
Alligevel forsøger Peter Aalbæk at opelske oppositionen til ham selv. Under Zentropas daglige morgensang oplever han at blive råbt i hovedet, at han er en idiot. Det synes han er fedt. Især hvis de har ret.
Når nogle står op imod Peter Aalbæk, stikker han dem ofte 1.000 kroner i lommen. Han er provokerende og lykkelig for en modprovokation.
Det skal ikke blive for kedeligt hos Zentropa. Når det gør, skal der ske noget, og så ansætter han en ‘’transvestit’’.
‘’Hos Zentropa har folk siden midten af halvfemserne rendt rundt i ballerinaskørt og været to meter høje med en kropsbygning som en sømand og heddet Hans.’’
Selv synes han, at det var et rockersejt signal at sende transkønnede til location scouting i Vestjylland - dengang i 90’erne - men når bagerier i dag sælger pride-kager, så væmmes han. Det er noget “corporate pishelvede”, hvor man vil pleje sit eget image.
“Det er bare noget pis. Dengang gjorde vi det for at være i opposition. Det var sgu fedt.”
Krænkernes oldermand
Hos Zentropa opfostres en kultur, hvor nærmest alt er tilladt. “Abegrotten”, kalder Peter Aalbæk stedet. Han er selv fuld gennem det meste af 00’erne og søger konstant grænserne.
Da anklagerne om sexisme og magtmisbrug ruller ind under den første MeToo-bølge, indrømmer Peter Aalbæk alt. Han kan ikke huske det hele – han var ret fuld – men det passer sikkert. Som gammel oprørsmand er han glad for at se bølgen skylle ind over eliten, men han hverken fortryder eller undskylder. Han mener, at det ville være ynkeligt.
“Det er håndterbart at stå ved elendighederne. Så oplever jeg en eller anden form for urørlighed. Det kan ikke pilles fra mig. Jeg kan blive fyret eller smidt ud, men jeg står ikke klynkende med kasketten i hånden og beder om forladelse.”
Peter Aalbæk mener, at bevægelsen hurtigt korrumperer. Den bliver for nogle et værktøj til egen vinding. Igen stiller han sig i oppositionen. Derfor udnævner han sig selv til krænkernes oldermand og sender en flaske vin og et kort, når nogen modtager samme beskyldninger som ham selv.
“Det er meget nemt at iklæde sig den moralske brynje, bruge den i sin egen karriereplanlægning og få nogle konkurrenter af vejen. Når jeg hører nogen snakke om moral, så afsikrer jeg altid haglgeværet. Så ved jeg, at jeg står overfor en skruppelløs satan.”
Peter Aalbæk blev trods anklagerne aldrig fyret hos Zentropa. I dag er hans eneste rolle i selskabet at lave kantinemaden hver fredag.
En ringe person
For to år siden solgte Peter Aalbæk sine aktier i Zentropa. De penge skulle investeres i Bjergby. Snart kan investeringen give afkast, når de marker, han spejder udover, bliver til byggegrunde.
Foran Peter Aalbæk troner hundredvis af nåletræer i sirlige rækker. De er hans. Træsamlingen kalder han Tryllebølleskoven, og udover at husere den døbefont, han købte til 200.000 kroner i en rødvinsbrandert, er det også byens opvarmning.
”I de her krisetider, er jeg glad for at kunne kigge direkte ud på den,” siger Peter Aalbæk og trasker videre langs grusstien.
Han skynder sig. Om nogle timer kommer en journalist, som skal pitche et TV-program om byen – og ikke mindst om ham.
”Jeg skal nå min middagslur inden det næste glade mediehelvede.”
På vej gennem Tryllebølleskoven møder han sin 93-årige svigermor. Her bor hun i et hus af ler, halm og træ. Det er en form for modelhus, som skal vise de lokale, at Bjergbys bæredygtighedsprincipper ikke behøver at se mærkelige ud.
Få skridt fra halmhuset ligger Bjergbyens friskole, som går op til fjerde klasse. Her er den klassiske asfalterede skolegård skiftet ud med skovbund. Klasseværelserne består af små sheltere. Hele skoledagen forløber udenfor. Hvis det er frostvejr, må matematikundervisningen foregå i termodragt.
“Jeg betalte selv for skolen de første to år. Nu er det de offentlige kanaler, der sluser penge ind til de 65 elever,” siger Peter Aalbæk og smiler.
Han vender sig mod nogle bygninger i bunden af skolegården og skal til at fortælle, indtil han ser TV-journalisten stå klar med kamera derovre. Pludseligt frygter han for middagsluren.
“Derovre er forsamlingshuset, pizzeriaet og gårdbutikken. Jeg forlader jer,” siger han og tager de første skridt tilbage mod skoven.
Jeg har et sidste spørgsmål inden luren.
Peter Aalbæk stopper op.
Når du fortæller om at finansiere skolen, at være selvforsynende og ville skabe noget, så får jeg en opfattelse af en mand, der gerne vil give noget og være til gavn. Hvordan har du det så, når du i kredse af offentligheden bliver opfattet som en, der har taget noget og gjort ondt?
Peter Aalbæk vender tilbage og begynder at trippe på stedet.
“I det moment borgerskabet omfavner mig, vil jeg blive trist. Det kan jeg kraftedme love dig. Nej, for satan i helvede. Det er et kar med nektar, jeg gerne stikker næbet i hver dag. Borgerskabets afstandtagen til min ringe person holder mig i live”.
Halvvejs inde i svaret drejer han om på hælen og går mod skoven igen.
Er du en ringe person?
“Det kan jeg love jer. Jeg kender mig selv. Hav det godt.”